Hi-Fi Klubben og VOLUME eksporterer succeskoncept
Efter vellykkede arrangementer på dansk jord går Hi-Fi Klubben og VOLUME ind i Sverige med eventrækken Hi-Fi Scenen, som sætter fokus på kvalitetslyd og musikernes nidkære studiearbejde. Første svenske arrangement bliver på weekendens Öresundsfestival, hvor Volume er dansk projektleder.
Albums med den mest spændende lyd præsenteret på de bedste anlæg og i de bedste rammer. Sådan er idéen bag Hi-Fi Klubben og VOLUMEs eventrække Hi-Fi Scenen, og formålet er at værdsætte både kvalitetslyd og kunstnernes grundige studiearbejde. Hidtil har fokus været på danske albums, men nu rykker konceptet også ind i Sverige, hvor Öresundsfestival bliver rammen for første arrangement.
- Hi-Fi Scenen er et universelt koncept, som adskiller sig fra live-koncerter og almindelige lyttesessions ved, at kunstnerne virkelig kommer til udtryk gennem deres album og fortællingen om, hvordan deres værk er blevet en realitet. Der findes kunstnere verden over, der bruger masser af energi på at lave musik af høj kvalitet. Det vil vi gerne dele med så mange mennesker som muligt, siger Martin Kjær Skou om baggrunden for at tage konceptet til Sverige.
I centrum for det første svenske arrangement er hiphoplegenderne Looptroop Rockers og deres helt nye album ’Mitt Hjärta Är En Bomb’. Det er gruppens første album på svensk, og det gæstes af blandt andre Timbuktu og José Gonzalez. Foruden afspilningen af albummet i højkvalitetslyd får arrangementets gæster skildret arbejdet med albummet af Looptroop Rockers, som selv er til stede. Værten, som guider publikum gennem musikken og historien, er P6 Beats vært og lydentusiast, Carsten Holm.
- Det, der har kendetegnet Hi-Fi Scenens arrangementer indtil nu, er den umådeligt store respekt for artisterne og deres arbejde på et helt album. Publikum til arrangementerne har lyttet intenst, og bandene har fortalt vidt og bredt omarbejdet med produktionerne – gerne ned i mindste detalje. Det kan blive nørdet, men også samtidig rigt på informationer, om hvordan musikken og produktionen har udviklet sig, fortæller Carsten Holm.
I november var Efterklangs ’Piramida’ centrum for et udsolgt arrangement, og under SPOT Festival 2013 kom turen til When Saints Go Machines kommende album ’Infinity Pool’, som fik verdenspremiere ved samme lejlighed.
Hi-Fi Scenen er et koncept udviklet i samarbejde mellem Hi-Fi Klubben og bureauetVOLUME.
Fakta:
Hi-Fi Scenen præsenterer: Looptroop Rockers – ’Mitt Hjärta Är En Bomb’.
10 maj kl. 18.30
Hi-Fi Klubben Malmö, Caroli, Kattsundsgatan 8 B, 211 26 Malmö.